Navnet Franciskanerserien

Franciskanermunkene - Gråbrødrene - kom til Danmark i 1232 og til København i 1238. De blev kaldt Gråbrødre på grund af deres beklædning, som var produceret af ufarvet uld. Gråbrødrene deltog aktivt i bylivet, og var både en del af og samtidig i opposition til kirken og eksisterende munkeordener, idet de ikke anså det som en opgave for religiøse institutioner at rage rigdom til sig på befolkningens bekostning.

Franciskanerne delte sig med tiden i flere forskellige retninger, hvoraf nogle satsede på kommunikation, helse og velfærd i nærsamfundet mens andre koncentrerede sig om forskning, uddannelse og undervisning, blandt andet fandtes franciskanske undervisningsinstitutioner i Paris og London.

I København lå Franciskanerklostret på - gæt engang - Gråbrødretorv indtil år 1530. På Gråbrødretorv 11, i kælderen, findes stadig rester af bygningen.

Den bogføring, som alle iværksættere stifter bekendtskab med, er bygget på det dobbelte bogholderi. Det er en ældgammel teknologi som blev beskrevet første gang i en berømt bog fra 1494, “Summa de Aritmetica, Geometria, Proportioni et Proportionalita” af den italienske matematiker og franciskanermunk Luca Pacioli.

Inloco Regnskab holdt til på Gråbrødretorv nr. 1, altså på gammel klostergrund, da bøgerne blev skrevet. Og vi beskæftiger os med det dobbelte bogholderi. Så det var ikke til at stå for: Franciskanerserien.